Historie
Vedrørende folk og riger på Tyrkiets nuværende område før tyrkernes ankomst, se Lilleasien. Tyrkernes historie i Centralasien kendes i grove træk siden 6. årh. e.Kr. Nogle tyrker gik allerede over til islam i deres hjemstavn i 8. årh., flere efter at de i 9. årh. kom i kaliffens tjeneste som slavesoldater eller lejetropper. I det følgende århundrede indvandrede flere tyrkiske stammer til kaliffens lande, hvor Seldsjukkerne fik den faktiske magt i 11. årh. Både seldsjukker og andre tyrkiske folk begyndte straks efter at trænge ind over grænsen til Byzantinske Rige. Kejserens forsøg på at standse dem endte med hans katastrofale nederlag ved Manzikert 1071. Derefter oversvømmede tyrkerne næsten hele Lilleasien, og skønt byzantinerne kunne hævde eller generobre kystområderne og nogle vestlige egne, bed tyrkerne sig fast mange steder, og det centrale og østlige Lilleasien kom under det store seldsjuk-sultanat Rum eller Konya. Alexios 1. kaldte vesterlændingene til hjælp, men de var ikke til sinds at rense Lilleasien for tyrker. I stedet gik de på korstog mod Syrien og Palæstina, hvor de oprettede deres egne stater 1099; faktisk jævnede korsfarerne vejen for tyrkernes endelige erobring af Byzantinske Rige ved deres stridigheder med kejseren (4. korstog og Latinske Kejserdømme). En stor del af befolkningen i Lilleasien gik over til islam og smeltede efterhånden sammen med tyrkerne. Seldsjukkernes magt fik sit knæk ved mongolerstormen 1244, men kristenheden var ikke i stand til at gribe chancen; det meste af Lilleasien forblev på tyrkiske hænder, delt i adskillige småstater. En af disse lå i Bithynien i NV-Lilleasien, og her herskede 1288-1326 høvdingen Osman, der skulle lægge navn til et dynasti og et af historiens største imperier. Han åbnede en hellig krig mod Byzantinske Riges lilleasiatiske besiddelser, afkastede seldsjukkernes formelle overhøjhed og tog selv sultantitel. Hans søn Orhan (1326-60) fortsatte erobringerne i Lilleasien og kunne ved militærmagt og snedig politik skaffe sig fodfæste i Europa 1353. Osmannernes ekspansion var foreløbig rettet mod de græske dele af Lilleasien og Balkan; først under Bajazet 1. (1389-1402) underlagde de sig adskillige af de andre tyrkiske fyrstendømmer i Lilleasien, og dettes erobring blev først fuldendt efter Konstantinopels fald. I 2. halvdel af 14. årh. var Osmannerrigets største del i Europa; Adrianopel (Edirne) blev rigets hovedstad 1361. Det velbefæstede Konstantinopel lod man være i fred, men gjorde store erobringer på Balkan; Ungarn var truet og fik samlet en stor international ridderhær til korstog mod tyrken; Bajazet 1. knuste den ved Nikopolis 1396. Allerede 1402 blev han selv slået og fanget ved Ankara af Timur Lenk, men da den ny mongolerstorm snart løjede af, kom Osmannerriget til hægterne igen trods nogle indre kampe. Et nyt korstog blev tilintetgjort ved Varna 1444; derefter kunne Mehmet 2. Fathi (Erobreren) (1451-81) erobre Konstantinopel 1453. Det byzantinske Kejserriges historie var slut, men et nyt imperium opstået; Konstantinopel blev dets hovedstad. Efter islams skik fik de undertvungne religionsfrihed og bevarede et udstrakt selvstyre.
Klima
På grund af højdeforskellene og de store bjergkæders afskærmende virkning er der særdeles varierende klimaforhold i Tyrkiet. Vest- og sydkysterne har middelhavsklima med varme, tørre somre, 25-28 °C, og milde, fugtige vintre, 10 °C; årsnedbør op til 800 mm, på bjergskråningerne mod kysten mere. Ved sortehavskysten ligger temperaturerne lidt lavere både sommer og vinter; nedbøren er meget høj, også om sommeren, stedvis over 2500 mm om året. Lilleasiens indre højslette har tørt fastlandsklima; de 200-400 mm årlig nedbør falder mest om vinteren, ofte som sne. Årets temperaturudsving er store, fra frysepunktet eller lavere i den koldeste måned til 23-25 °C i den varmeste. Det armenske bjergland har også ringe nedbør, men er snedækket en stor del af året; vintrene er strenge, somrene kølige.
Terræn
Det europæiske Tyrkiet har bjerge i S og NØ, men er ellers et bakket lavland. Der er frugtbart omkring Ergene, biflod til Meriç (Maritsa), der danner grænse til Grækenland. Denne landsdel rummer den historiske storby Istanbul (Konstantinopel) og den betydelige by Edirne (Adrianopel). Størstedelen af Lilleasien optages af Anatoliske Højslette, der mod N skilles fra Sortehavet af Pontiske Bjerge, mod S fra Middelhavet af Taurus-kæderne. Højsletten ligger i 1000-1200 m's højde og deles i et antal ofte afløbsløse bækkener af bjergkæder; højeste punkt Erciyas Dag, 3916 m; disse bækkener rummer ofte saltsøer, deriblandt den 1800 km² store Tuz Gölü, der er under 1 m dyb og har næsten 1/3 saltindhold. Pontiske Bjerge når en del steder over 3000 m, Kackar Dag 3937 m, og vanskeliggør adgangen til nordkysten, der næsten ingen kystslette har. De gennembrydes dog af Kizil Irmak, Tyrkiets længste flod, der danner en vældig bue gennem højlandet. Også Taurus-kæderne mod S når ofte helt ud til havet og kommer stedvis op over 3000 m, Ala Dag 3726 m; her findes dog dels nogle smalle kystsletter, dels den brede slette ved Adana. Det vestlige Lilleasien er p.gr. af bjergenes Ø-V-retning delt i mange frugtbare dale med floder, der har afløb til den stærkt indskårne kyst ved Ægæiske Hav. I det østlige Tyrkiet (Armenien) mødes de to store bjergkæder og danner et vildsomt bjergland med landets højeste punkt Ararat, 5165 m. Her ligger også Van-søen, 3760 km²; den er uden afløb, men såvel Eufrat som Tigris udspringer i Ø-Tyrkiets bjerge. Ararat og adskillige andre toppe er udslukte vulkaner; men der foregår vulkansk aktivitet såvel her som længere vestpå, og Tyrkiet ligger desuden i en udpræget jordskælvszone.
Plante og Dyreliv
Den europæiske del er for en stor del opdyrket, men har ellers græsstepper. Lilleasiens kystområder har udstrakte løv- og nåleskove; endnu mere udbredt er maki. Det indre er sparsomt bevoksede stepper med mange halofytter. Tyrkiet har stadig et rigt dyreliv med bl.a. bjørn, ulv, sjakal, vildsvin, gazelle, hjortearter og bjerggeder foruden mange slags fugle. Havene omkring landet er rige på fisk og andre havdyr. Tyrkiet er af meget stor betydning for fuglelivet i både Europa og Asien. Bosporus-strædet, der deler Istandbul i to dele, er et af de to vigtigste trafikale knudepunkter for trækfugle i Europa (det andet er Gilbraltar). Hovedparten af trækfuglene i den østlige halvdel af Europa samt den vestlige del af Asien passerer Bosporus om efteråret på deres vej mod vinterkvartererne i Afrika.
Tyrkisk Kunst
Indtil 18. årh. viste tyrkisk kunst nær tilknytning til byzantinsk, f.eks. i de prægtige kuppelmoskeer; arkitekten Sinan (1489-1588) hører til de største i bygningskunstens historie og fik stor betydning for den senere tyrkiske arkitektur. Den for islamisk kunst så typiske blomstrende ornamentik gør sig især gældende inden for kunsthåndværk som metalarbejder, træskæreri og tæppeindustri.
Tyrkisk Musik
I europæisk musiktradition især janitsharmusik; tillige nogle hjemmelavede efterligninger af tyrkiske rytmer. Det omfattende og farverige slagtøj i tyrkisk militærmusik blev i 17.-18. årh. indført i europæisk militærmusik og derefter i opera- og scenemusik af Gluck, Mozart og Beethoven; tillige opstod pasticher som tyrkisk march og alla turca, bl.a. hos Haydn, Mozart og Beethoven.
Befolkning
Det europæiske Tyrkiet samt vest- og nordkysterne er tæt befolkede, sydkysten mindre tæt; Lilleasiens højland er tyndt, Armeniens bjergland meget tyndt befolket. Den typiske bosættelsesform er landsbyen; over halvdelen af befolkningen bor stadig i landsbyer eller småbyer; i de sidste årtier er der dog sket en stærk indvandring til byerne. Foruden millionbyerne Ankara, Istanbul og Izmir er der over 30 byer med mellem 100.000 og 1 mio. indb. Befolkningens etniske sammensætning kan ikke opgøres med sikkerhed, da den tyrkiske regering helst vil betragte landet som en nationalstat og nødig giver oplysninger om mindretallene. Skønsvis er 85 % af befolkningen tyrker, der sprogligt hører hjemme i Centralasien, men etnisk er blevet blandet med mange andre folk på deres vandringer og ved bosættelsen i det nuværende Tyrkiet. De folk, der ikke assimileredes i den tyrkiske majoritet, men fastholdt deres sprog og kultur, blev hårdt undertrykt, da Osmannerriget gik i opløsning og nationalstatstanken opstod. Armenierne blev udryddet eller fordrevet og grækerne tvangsforflyttet til Grækenland; kun ganske små rester af disse to store mindretal er tilbage. Kurderne i Østtyrkiet udgør 10-20 % af landets samlede befolkning, men anerkendes ikke som nationalt mindretal; de bruger deres eget sprog indbyrdes, men skriftligt kurdisk er forbudt ved lov siden 1924; skole- og administrationssprog i tyrkisk Kurdistan er tyrkisk. Der er en ganske stor syrisk-arabisk befolkning ved Iskenderun-bugten samt talrige ganske små minoriteter langs grænserne. Et lille, men bemærkelsesværdigt mindretal er de ladino-talende jøder i Istanbul, efterkommere af dem, der flygtede fra tvangskristning i Spanien og fandt tolerance hos islam. Forfatningen garanterer trosfrihed; over 98 % af befolkningen tilhører islam. Siden 1997 er der otte års skolepligt, og skolen er gratis; der er dog endnu ikke fuld skoledækning, og en betydelig del af den voksne befolkning er stadig analfabeter; i sultanatets tid var det langt over 90 %. Der er færre analfabeter blandt mænd end blandt kvinder, idet mænd kan indhente forsømt grundskolegang i værnepligtstiden. Der findes over 200 højere læreanstalter, hvoraf ca. 20 har universitetsstatus. De ubetydelige minoriteter har lov til at drive egne skoler; ellers foregår undervisningen på tyrkisk med obligatorisk brug af det 1928 indførte latinske alfabet og de samtidig påbudte purismer.
Erhverv & økonomi
Tyrkiet har i de seneste årtier gennemgået en stærk udvikling fra et udpræget landbrugsland til en moderne økonomi med en stor industrisektor og en voksende servicesektor. Udenlandske investeringer har bidraget betydeligt hertil. Industrien leverede i 2005 ca. 30 % til BNP, mens 12 % stammede fra landbruget. En tredjedel af Tyrkiets arbejdsstyrke er beskæftiget i et overvejende uproduktivt landbrug. Der er rigeligt med frugtbar agerjord, der anvendes dels på gammeldags vis med lavt udbytte, dels med stort udbytte via kunstvanding og mekanisering. Vigtigste afgrøder er hvede, byg, majs, grønsager, oliven og vin. Produktionen rækker til, at landet kan brødføde sig selv. Husdyrholdet er betydeligt. Skovbrug giver gavntræ og brændsel; store, men vanskeligt tilgængelige skovområder kan yderligere udnyttes. Den private sektor er i vækst, men staten spiller stadig en stor rolle inden for bankvirksomhed, transport og telekommunikation. Underskuddet på statens budget var på hele 6 % af BNP i 2005. Der er store renteudgifter på offentlige lån, som beslaglægger 1/3 af statsindtægterne. Den største industrisektor er tekstilindustrien, som tegner sig for 1/3 af denne sektor. Tyrkiet dækker sit eget energibehov. Vandkraft udnyttes i stigende grad og indenlandsk elforsyning er tilstrækkelig; minedrift, jern- og stålindustri var tidligere domineret af statsdrift, men er efter årtusindskiftet blevet privatiseret. Tyrkiet økonomiske vækst har været høj i en årrække og var i 2005 på 5,6 %. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger var samme år på USD 8500, lidt under niveauet i Bulgarien og 1/3 af Grækenlands gennemsnitlige BNP pr. indbygger. Tyrkiet har i en årrække haft en høj inflation, i 2005 på 8,2 %. Ledigheden skønnedes inkl. skjult ledighed at ligge på 15 %. Industrivarer udgør 90 % af Tyrkiets eksport, landbrugsvarer 10 %. Største handelspartnere er Rusland, Tyskland, Italien og Frankrig. Tyrkiet ønsker medlemskab af EU og blev 1999 accepteret som et af de 12 kandidatlande, men stod sidst i rækken p.gr. af landbrugets primitive stade og regeringens anstrengte forhold til menneskerettighederne. Sonderinger er igangsat, men Tyrkiet mangler på en række områder at opfylde betingelserne for medlemskab. En toldunion mellem EU og Tyrkiet trådte i kraft pr. 1. januar 1996 og har en positiv betydning for Tyrkiets eksport til EU-landene. Overførsler fra de ca. 1 mio. tyrkere, der arbejder i udlandet, samt det stærkt udbyggede turisterhverv yder store bidrag til valutaindtjeningen. I 2005 skiftedes valuta til ny lira således, at 1 mio. gl. lira svarer til en ny lira. I perioden mellem de to verdenskrige udbyggede Tyrkiet et jernbanenet og efter 1950 et vejnet, som nu forbinder de vigtige byer. I 1973 byggedes bro over Bosporusstrædet mellem landets europæiske og asiatiske del. En voksende del af indenrigstrafikken foregår med fly; der er internationale lufthavne ved Ankara og Istanbul. Vigtigste havne er Istanbul, Izmir, Samsun, Mersin, Iskenderun og Trabzon. Tyrkiet har en stor handelsflåde.
Forfatning
Den Store Nationalforsamlings 550 medlemmer vælges for fem år ved almindelig valgret fra 20 år efter et system, der begunstiger det største parti og udelukker mange politiske grupper som forfatningsstridige. Spærregrænse på 10 %. Præsidenten vælges af Nationalforsamlingen. Et nationalt sikkerhedsråd, bestående af repræsentanter for regeringen og den øverste militære ledelse, har officielt kun rådgivende funktion, men besad længe en væsentlig indflydelse. Præsidenten har den udøvende magt; han udnævner regeringschefen og på dennes forslag ministrene. Regeringen kan væltes ved mistillidsvotum i Nationalforsamlingen (parlamentarisme). Præsidenten udnævner dommerne; han kan erklære nøds- eller krigsretstilstand, dog kun med regeringens billigelse.
Sprog
Sprogæt, hvis grene bortset fra jakutisk og tjuvasisk er indbyrdes nært beslægtet; udbredt over V-, Central- og N-Asien og tales af bl.a. kirgisere, turkmener og usbeker, i alt ca. 90 mill. mennesker. Tyrkisk i snævrere forstand, osmannisk, der tales af ca. 55 mill. mennesker, er officielt sprog i Tyrkiet; det skrives siden 1928 med latinske bogstaver, hvoraf nogle har en særlig lydværdi. Indtil Atatürks energiske sprogrensning var det stærkt præget af arabiske og persiske ord og former.
|
